Vægttab med maveballon - informationsside

Maveballon erfaringer

Da du har fundet denne side, har du sikkert allerede hørt, at man kan behandle overvægt med en maveballon. Måske er du selv overvægtig og overvejer, om en maveballon er noget for dig. Her på siden er samlet en masse information om maveballoner, og der vil løbende blive tilføjet flere blogindlæg om vægttab og maveballoner.

Hvad er en maveballon?

En maveballon er, som navnet antyder, en ballon der ligger i maven. Formålet er, at den skal ligge og fylde i mavesækken, og dermed begrænse hvor meget man spiser. Sammenlignet med en stor fedmeoperation er en maveballon meget skånsom, den efterlader ingen ar, og den kan let fjernes igen, hvis man ikke ønsker den. Derfor er behandling med maveballon blevet tiltagende populært både i Danmark og resten af verden.

Særligt hvis målet er et vægttab på 10–30 kg, og hvis man har et BMI under 40, kan behandlingen være et godt alternativ til både en gastric bypass operation eller til utallige slankekure uden succes.

På engelsk kaldes en maveballon ”gastric balloon”. I Danmark er der nogen, som kalder en maveballon for en gastriball eller en fedmeballon. Navnene dækker over det samme, nemlig en ballon i maven, som skal sikre et vægttab.

De fleste maveballoner er fyldt med saltvand og placeres og fjernes ved en kikkertundersøgelse (gastroskopi), som udføres i en let rus. Der findes dog også maveballoner som indeholder luft, nogle man selv skal sluge, nogle man kan have flere af på samme tid, og en enkelt hvor håbet er, at den selv finder vej ud gennem tarmsystemet, når den tid kommer.

Læs mere om maveballoner

Forskellige maveballoner

Det kan være svært at beslutte, hvilken ballon man skal vælge. Der er ikke stor forskel på vægttabet blandt de klassiske væskefyldte kikkertanlagte balloner, og langt de fleste kilo smides inden for de første 4 måneder. Der er dog nogle generelle råd:

  • Ønsker man en ét års ballon vælges Orbera365 eller Spatz.
  • Hvis man vil have det billigste vælges Medsil.
  • Er god sikkerhedsdokumentation vigtigst vælges Orbera.
  • Hvis mulighed for volumenjustering har højeste prioritet vælges Spatz
  • Er man first-mover og kan lide ideen om en dobbelt-ballon vælges Reshape.

Nedenfor ses billeder af de forskellige balloner samt uddybende information.

 

Orbera maveballoner

Orbeara har en 6 måneders ballon og en 12 måneders ballon kaldet Orbera365. De to balloner har identisk udseende, men materialet og holdbarheden er forbedret i Orbera365. Orbera balloner har været på markedet i adskillige år, og der er lagt knapt 300.000 stk. på verdensplan. Effekt- og sikkerhedsdata for Orbera balloner er de absolut mest omfattende, og ballonen har bevist sit værd over tid. Orbera balloner er godkendt både i EU og i USA. Læs mere om Obera balloner.

Spatz maveballon.

Spatz ballonen kan ligge i 12 måneder og er kendetegnet ved (som den eneste maveballon) at volumen kan justeres, mens ballonen ligger i maven. Det er derfor muligt at øge størrelsen på ballonen hvis vægttabet går i stå eller mindske ballonen, hvis der er for slemme bivirkninger. Der er dog en tendens til at volumenjusteringer (som kræver en ekstra kikkertundersøgelse) ikke bruges så ofte. Som det ses på billedet har Spatz ballonen en ekstern slange til justeringerne, som ligger frit i mavesækken. Måske derfor har der tidligere været problemer med irritation af maveslimhinden og udvikling af mavesår. Det skulle dog være løst ved den seneste opdatering af ballonen. Ballonen er godkendt i EU, men ikke i USA. Læs mere om Spatz ballonen.

Medsil maveballon.

Den russisk producerede Medsil ballon er et billigere alternativ til Orbera 6 måneders ballonen. Udseende, funktion og effekt er stort set identisk med Orberas. Dokumentationen for Medsil ballonens sikkerhed er dog ikke på niveau med Orberas, og Medsil ballonen er ikke godkendt i USA. Læs mere om Medsil ballonen.

Reshape Duo maveballon

Reshape Duo er en dobbeltballon og hver af de to separate balloner kan fyldes med op til 450 ml saltvand. Ideen er, at man med to balloner kan tolerere en større fyldningsvolumen, samt har en sikkerhed for at ballonen bliver i mavesækken, selvom der skulle gå hul på den ene ballon. Reshape ballonen er godkendt både i USA og EU, men bliver i skrivende stund ikke tilbudt i Danmark. Læs mere om Reshape ballonen.

Maveballon anlæggelse og fjernelse

De fleste maveballoner anlægges og fjernes ved en kikkertundersøgelse gennem spiserøret (gastroskopi). For at mindske ubehaget benyttes forskellige former for rus (sløvende medicin) og eventuelt lokalbedøvelse i svælget. Dvs. man trækker selv vejret, men er halvsovende.

Inden ballonen anlægges tjekker man, at alt ser fint ud i mavesækken. Ballonen fyldes først når den er ført ned i mavesækken. Nedenfor ses en animeret anlæggelse af en Orbera maveballon.

Ofte fyldes ballonen med et blåt farvestof (methylenblåt), som farver urinen blå-grøn, hvis ballonen skulle punktere.

Efter 6 eller 12 måneder fjernes maveballonen igen ved en ny kikkertundersøgelse. Ballonen punkteres med en nål og væsken suges ud gennem kikkerten. Herefter kan ballonen forsigtigt trækkes op via spiserøret.

Seneste nyheder